Så blev det hverdag igen, første dag efter ferien. Det er nok godt nok, men hvem kunne ikke godt lige bruge en dag mere.
Jeg kører lidt i "Mors Gamle" i øjeblikket og prøver nogen af barndomsretterne af. Denne her kan jeg huske der stod højt på listen over "Yes, skal vi ha ... til aftensmad";) Hmm tja, madglad som jeg nu engang var og er.
I aften har vi fået Frikadeller i Skjul - jeg ved bare ikke lige hvem det er der gemmer sig for hvem:) Det er en super nem ret som jeg tror smager de fleste. Når så grønsagerne er hevet direkte fra køkkenhaven, så bliver en simpel ret kun bedre. Opskriften er til 4-5 personer.
500 g hakket kalv og flæsk
1 æg
2 spsk. hvedemel
1 dl koldt vand
lidt revet muskat
1 fed presset hvidløg
salt og peber
Rør farsen godt og lad den trække i ½ time, mens du renser og snitter grønsagerne (alt i tern, bortset fra porrer der skal skives)
Ca. 600 g. kartofler (Jeg brugte nok 1 kg)
1 persillerod (Jeg brugte 4 pastinakker og kompenserede også for selleri, se nedenfor)
3-4 gulerødder (Jeg brugte nok 5-6 stykker)
1-2 porrer (Jeg brugte hele pundtet)
1 mellemstort løg
1/4 selleri
tørret timian
25 g smør
2 dl bouillion (brugte 3 dl)
Svits grønsagerne på en pande i smørret i 5 min. Krydr med timian og hæld bouillionen ved. Lad det simre i 5 min. Kom blandingen i et ovnfast fad og sæt det 15 minutter i ovnen ved 200 grader. Tag fadet ud og form frikadeller med en dessertske og læg det ned mellem grønsagerne. Lad det hele stege endnu 40 minutter. Serveres med et stykke groft brød.
Jeg kan godt lide denne her type mad til hverdag, hvor der måske er lidt andet man også gerne vil have gjort, så man kan slå stængerne op efter aftensmaden er indtaget. Det har du i hvert fald en halv time til ved denne ret, mens den er i ovnen:)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar