Viser opslag med etiketten Bagværk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bagværk. Vis alle opslag

tirsdag den 2. april 2013

Sukkerfri chokoladekage med banan



 
Min storebror er diabetiker og har været det siden han var barn. Han skal også have lidt "sødt" at nyde, så jeg har forsøgt at lave en opskrift på en sukkerfri chokoladekage, hvor jeg kom banan i for at hjælpe med at søde. Det her er hvad jeg har fundet frem til.

2 æg, delt i blommer og hvider
120 g oliemargarine
3 modne bananer, most
260 g hvedemel
140 g Perfect Fit (sukker og fedt erstatning)
2 spsk kakao
1 tsk natron
1/2 tsk bagepulver

Æggeblommer, oliemargarine og moste bananer røres sammen.
Hvedemel, PF, kakao, natron og bagepulver blandes sammen og røres i de våde ingredienser til det er ensartet.
Pisk æggehviderne stive og vend dem i.
Du kan enten bage den i en springform ved 175 grader i ca. 45 minutter, eller i små aluforme som jeg gjorde denne gang. Så skal de ha knap 20 minutter.

Jeg synes resultatet er blevet ret godt og svampet, sådan kan jeg i hvert fald bedst selv lide en chokoladekage. Brormand er vist også ret godt tilpas :) 


fredag den 21. december 2012

Kanelbullar - Kanelsnurrer

 
Her får i lige opskriften på nogle kanonlækre kanelbullar/knuder/snurrer. De er dejlig luftige men samtidig saftige. Opskriften har jeg fået af min venindes moster, men hvor hun har den fra ved jeg ikke:)
 
Kanelbullar
150 gram smør
5 dl mælk
2 tsk. Salt
2 dl Sukker
3 tsk. Vanillesukker
2 tsk kardemomme
1 pk gær
13 - 14 dl hvedemel
1 æg
 
Fyld:
200 gram smør
3 tsk. vaniljesukker
2 dl rørsukker el. farin
2 spsk. Kanel
 
Pensling: 1 æg pisket med 2 tsk. vand

Smelt smør i en gryde, og tilsæt mælk, salt, sukker, vanille og kardemomme.
Rør gær i når blandingen er under 37
.
Tilsæt hvedemel i flere omgange. Dejen skal være blød og smidig.
Rør et æg i dejen og lad den hæve 1 time, tildækket, på køkkenbordet.
Bland ingredienserne sammen til fyldet.
Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den smidig.
Del dejen i 2 stk. Rul hver del ud til et rektangel ca. 3 mm tyk, og smør fyld på.
Fold dejen halvt sammen, på den lange led. Skær i strimler. Ikke for tykke.
Drej strimlerne og lav en ”knude” og læg dejen i papir forme.
Hæver tildækket 30 minutter.
Sæt ovnen på 200. Pensel bollerne med pisket æg/vand. Strø perlesukker på.
Bages midt i ovnen i 8 – 10 minutter.
Afkøles på bagerist

tirsdag den 18. december 2012

Bryllupskage anno 12-12-12

Jeg vil lige vise et lille sneak-peak af min kusines bryllupskage. Hun blev gift den 12-12-12 kl. 12 og havde  bedt mig lave hendes bryllupskage. Her er hvad det blev til, men masser af inspiration og til-råds-spøgen hos Camilla fra Himmelske Kager. Hun og hendes blog er og bliver da bare helt fantastisk.
Der kommer et indlæg senere om hvad kagen består af:)

fredag den 26. oktober 2012

Sirupsrugbrød


Opskriften er fra Byens Bedste Brød af Rikke Gryberg. Opskriften er oprindelig med speltflager, men det havde jeg ikke lige på lager, så jeg brugte ganske almindelige havregryn.

2 mellemstore brød

3½ dl kogende vand
200 g knækkede rugkerner
100 g solsikkekerner
30 g gær
3½ dl kærnemælk
50 g sirup
12 g salt
250 g rugmel
150 g speltmel
100 g rugsigtemel
150 g speltflager eller havregryn (gem halvdelen til pynt)

Kog vandet og hæld det over rugkerner og solsikkekerner i en skål. Lad dem stå i 1 time til de er bløde
Opløs gæren i kærnemælken i en skål. Rør sirup og salt i. Kom derefter kerneblandingen, rugmel, speltmel og rugsigtemel, samt halvdelen af speltflagerne i og ælt det sammen i ca. 15 min.
Smør 2 mindre brødforme og fordel dejen i dem. Glat med en dejskraber og fordel flagerne over.
Lad dem hæve 3 timer ved stuetemperatur. Når dejen er hævet op til kanten af formen, sættes de på midterste rille i en 250 grader forvarmet ovn med en bradepande i bunden. Hæld 2 dl vand i bradepanden og sluk ovnen i 5 minutter. Tænd den igen på 190 grader og bag brødene i ca. 50 minutter mere

søndag den 23. september 2012

Soldaterkage

For nylig lavede jeg denne kage med kamoflage og "støt vore danske soldater" sløjfe.

Bundene er disse, men med 25 g kakao og 75 g mel
Hindbærmousse i to lag. 1½ gange denne opskrift
Hvid chokolade ganache i midten. ½ gange denne opskrift - har bare brugt helt almindelig hvid chokolade
Opsmurt med chokoladeganache 5:5 som du finder her
 

Kamoflage-fondanten lavede jeg ved at indfarve fondanten i 5 nuancer.
Farv først en stor klump mos-grøn, del den i tre. En af klumperne farves med lidt sort og en anden med lidt brunt, den sidste forbliver grøn. Jeg lavede også en klump helt brun og en stor klump helt sort, da jeg skulle bruge en del til MP båndet omkring kagen og bogstaverne.


Lig dem sammen i små kugler og forskellige former. Rul det ud som du plejer og kom det på din kage.

tirsdag den 18. september 2012

En fødselsdag med Traktortema - Billedspam

 
 
 
Gulerodscupcakes med creamcheesefrosting og toppers
 
 
Bordpynten ej at forglemme
 

søndag den 29. juli 2012

Barnedåbskage til en pige


Min niece blev døbt for et par weekender siden og jeg havde lavet en dåbskage som en overraskelse. Alle opskrifter er fundet hos Camilla/Himmelske kager, kig forbi hendes imponerende blog, det vil du ikke fortryde...medmindre du er på kur:)


Kagen er lyse bunder lagt sammen med to lag jordbærmousse og et lag hyldeblomstmousse, smurt op med IMBC og pyntet med fondant, farvet med denne farve.




Barnevognsudstikkeren kan købes her og bogstaverne er funky letters, dem kan du købe her


Jeg gengiver opskrifterne her og hvor mange gange jeg har brugt opskriften:

Jeg har brugt:
2 x Jordbærmousse med hvid chokolade
1 x hyldeblomstmousse
½ x IMBC
2 x Lyse Lagkagebunder
ca. 500-600 g fondant


Lyse lagkagebunder

5 æg
120 g sukker
100 g mel
15 g kartoffelmel
1 tsk bagepulver

Start med at tage æggene ud i god tid, så de har stuetemperatur. Det gør æggemassen mere luftig og giver en mere luftig lagkagebund. Læg bagepapir i bunden, men smør ikke siderne - se her hvordan.
Del æggene i blommer og hvider. Pisk blommerne med sukker til hvidt og luftigt. Pisk hviderne stive- sæt dem til side. Bland mel, kartoffelmel og bagepulver sammen. Si melblandingen i æggesnapsen og vend det i. Vend straks hviderne i. Fordel den i bageformen. Bag ved ved 175 grader - ikke varmluft i 40-45 minutter. Du må ikke åbne for ovnen de første 30 minutter.

De er virkelig nemme at bage, jeg har lavet dem nogle gange efterhånden og de dur bare HVER gang.

Jordbærmousse med hvid chokolade (Blåbærmousse a la Blomsterberg)

250 g blåbær
1 alm vaniliestang (eller ½ polynesisk vaniliestang)
125 g sukker
Saften af 1 lime frugt

Alle ingredienserne koges uden låg ca. 15 minutter og afkøles fuldstændigt i køleskab - minimum 2 timer.

½ liter piskefløde
150 g. god hvid chokolade
4 blade husblas

Husblassen lægges i blød i en ½ liter vand i en ½ time. Hak chokoladen fint. Piskefløden varmes op til den næsten koger (ca. 80 grader). Halvdelen af den godt varme fløde hældes over alt chokoladen, rør godt til chokoladen smelter og massen er blank. Tilsæt mere og mere varm fløde. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i den lune chokolade-fløde. Tildæk cremen med husholdningsfilm, så det dækker overfalden af chokoladen og opad siderne. Cremen afkøles fuldstændigt i køleskab - minimum 3 timer eller til næste dag.
Den iskolde , stive "hvide" creme piskes let luftig med en håndmikser. Jeg synes den bliver lidt mere vædet med jordbærsylt end med blåbær, så inden jeg giver den en lille tur med stavblenderen, sier jeg lidt af væden fra, så kan man altid tilsætte det lige så stille hvis moussen kan tage den. Tilsæt slutteligt den iskolde jordbærsylt og lad den piske med. Cremen har en god konsistens og kan anvendes direkte i kagen med det samme.
Efter to lag i kagen havde jeg en 8 dl coolsmart boks tilovers som jeg frøs ned.

Hyldeblomstmousse - HER

8 plader husblas
4 pasteuriserede æg
250 g sukker
3 dl koncentreret hyldeblomst saft
½ l piskefløde

Tilbered husblas som anvist på pakken.

Pisk æg og sukker meget stift.

Opblød gelatine/husblas i hyldeblomst saften og pisk det ved lav hastighed sammen med æg- og sukkerblandingen. Sættes på køl nogle timer eller natten over.

Pisk fløden meget stiv. Pisk hyldeblomst moussen. Bland begge dele sammen og pisk til moussen er helt opløst og du har en cremet konsistens.

Her havde jeg også en 8 dl coolsmart boks tilovers som jeg frøs ned.

Italian Butter Merinque Cream - HER

120 ml vand
530 ml sukker
10 past. æggehvider
680 g usaltet smør
3 tsk vaniljepasta

Vand og sukker bringes i kog, når de har kogt i 5 min., starter du med at piske æggehviderne. Efter ca. 2 min piskning er hviderne stive og siruppen har kogt 7 min. og er nu klar.
Under piskning ved høj hastighed (skift til røreris frem for piskeris) tilsættes sukkersiruppen til hviderne. Det er bedst at tilsætte det, så det løber ned ad siderne af skålen og ned i hviderne. Pisk ved høj hastighed til skålen føles kold - det tager ca. 10 min.

Når skålen er kold tilsætter du smøret i terninger. Pisk videre til smørcremen samler sig. Skiller den, så pisker du bare videre. Når cremen er samlet tilsætter du vaniljen.






 


onsdag den 27. juni 2012

Koldhævede, mellemgrove boller



Opskriften herunder sværger jeg til og den kan varieres efter smag og behag. Opskriften stammer fra Amos bagebøger, hvor kerner er undladt og der kun bliver brugt hvedemel. Jeg skriver som jeg plejer at lave dem, men de er gode hvis man skal have tømt ud i melbeholdningen, så brug hvad du har og hvad du lyster.

12-16 boller
7 dl koldt vand
25 g gær
1 spsk honning
½ spsk salt
3 spsk olie
150 g havregryn
1 håndfuld græskarkerner
1 håndfuld solsikkekerner
100 g rugmel/ sigtet speltmel
150 g fuldkornskornsspeltmel
500 g hvedemel

Dag 1 (Evt. aftenen før hvis du vil ha friskbagt morgenbrød med en  minimumsindsats)
Rør gæren ud i vandet og tilsæt honning, salt og olie og rør godt. Tilsæt havregryn, kerner og til sidst alt mel. Dejen skal være ret blød og våd. Kom film over eller sæt låg på skålen hvis du har fået fat i sådan en smart en, kom dem i køleskabet i mindst 8 timer.

Dag 2
Tag dejen ud af køleskabet og sæt dejklatter på en bageplade med bagepapir ved hjælp af to spiseskeer. Lad bollerne hvile mens ovnen varmer op. Pensl med vand og drys evt med lidt kerner eller havregryn hvis det skal være festligt.



Bages 18-20 min på midterste rille ved 220 grader (varmluft 200)
God fornøjelse:)

søndag den 6. maj 2012

Softkernerugbrød - Rikke Gryberg


Jeg er blevet ret glad for at bage Rikke Grybergs Softkernerugbrød (Fra bogen "Byens Bedste Brød". Så jeg synes ikke du skal snydes for opskriften som jeg laver den. Lige til info, så er den baseret på surdej, så det er ikke noget man lige kan bikse sammen efter pludselig indskydelse, hvis ikke man har en "Manfred" i køleskabet. Manfred er min rugsurdej. Opskriften kommer her.

Surdej
200 g rugmel
1 spsk mørk sirup
1½ dl lunkent vand
1 dl kærnemælk
2 g gær

Rør alle ingredienser sammen og kom dem i et patentglas. Glasset må max være halvt fyldt. Surdejen skal stå minumum to dage i køleskabet.

Softkernerugbrød
1 stor form eller 2 gammeldags små

3½ dl lunkent vand
1 spsk sirup
1 dl kærnemælk
1 tsk malt
20 g gær
2 tsk salt
100 g surdej
100 g rugmel
90 g durummel/italiensk hvedemel
120 g halvsigtemel - jeg bruger bare sigtemel
65 g havregryn
65 g hørfrø
200 g solsikke kerner
Evt. Jeg plejer at komme græskarkerner og sesamfrø i også.
Sesamfrø til pynt

Rør vand, sirup, kærnemælk, malt og gær sammen i en skål. Tilsæt salt og surdej. Rør derefter alt mel, frø og kerner i og ælt langsomt i ca. 15 minutter. Jeg plejer at sætte min røremaskine på laveste hastighed og i ca. 10 minutter. Kom dejen i forme - smurt, medmindre det er en smart en som denne her. Lad den hæve 2-3 timer et lunt sted - det betaler sig virkelig at vente.
Når dejen er hævet op til kanten af formen, drysser du med lidt sesamfrø.
Sæt dem midt i en forvarmet ovn ved 250 grader (varmluft 230) med en bradepande i bunden. Kom 2 dl vand i bradepanden, sluk ovnen i 5 minutter og tænd den så igen på 190 grader (varmluft 170) og bag brødene i yderligere 45 minutter.

Sådan ser rugbrødets indre ud.
Jeg synes bare det smager smadder godt... Så får man virkelig noget ud af at bage selv:)

tirsdag den 13. marts 2012

Kanelsnegle


Ca. 24 snegle

Dej:
250 g margarine
3 dl mælk
2 æg
2 pk. gær
1 tsk salt
2 spsk sukker
mel efter behov, ca. 900-1000 g.
Fyld:
200 g margarine
200 g brun farin
2 tsk kanel

Smelt margarine og kom mælken i. Smuldr gæren i en skål og opløs den sammen med margarine og mælkeblandingingen. Tilsæt æg, salt og sukker og rør godt. Kom mel i lidt efter lidt indtil konsistensen er rigtig.
Rør ingredienserne til fyldet sammen - jeg brugte håndmixeren, så var det overstået i et ruf.


Del dejen i to, rul den første klump dej ud og smør fyldet på. Rul sammen og skær i 12 stykker og kom på en bagepapirbeklædt bradepande. Gentag og lad dem hæve i ca. 30 min. Bages ved 200 grader (varmluft 180 grader) i 15 minutter.


Og så kan du jo give dem hat på i form af en klat (tyk, synes jeg) glasur.

lørdag den 18. februar 2012

Grove håndværkere - Rikke Gryberg


I anledning af min Giweaway tester jeg lidt flere af Rikke Grybergs opskrifter. Jeg er helt skudt i hendes bagebøger. Der er meget få opskrifter i bogen som jeg ikke har lyst til at prøve kræfter med, hvor der i andre kogebøger kun er nogle få man har lyst til at teste.

Der bliver 20 rundstykker

Dag 1 (Fordej)
2 dl vand
4 g gær
350 g italiensk hvedemel

Dag 2:
30 g gær
3 dl vand
1 ½ tsk salt
2 tsk rørsukker
2 spsk olivenolie
100 g groft speltmel
100 g fuldkornsspeltmel
blå birkes til pynt.

Dag 1: Rør vand, gær og hvedemel sammen i en skål, dæk med et fugtigt klæde og stil den våde dej i køleskabet til dagen efter.

Dag 2: Opløs gæren i vandet og tilsæt salt og sukker. Rør fordejen og olivenolie i. Tilsæt speltmel og fuldkornshvedemel lidt af gangen og ælt det til en ensartet, glat dej. Lad dejen hvile tildækket i ca. 30 minutter. Tryk dejen ud som en 3 cm høj firkant, pensl med vand og drys med blå birkes. Skær derefter dejen i 4 stænger som du hver deler i 5, så du får 20 flotte rundstykker. Lad dem hæve til dobbelt størrelse på en bagepapirbeklædt bageplade ( det havde jeg ikke tålmodighed til, så de fik 20 min ca.)
Varm ovnen op til 230 grader med en bradepande i bunden. Sæt bagepladen midt i ovnen og hæld lidt vand, ca. 1 dl, i bradepanden og skru ned til 200 grader. Bag derefter håndværkerne i 12-15 minutter.

De smager altså bare rigtig godt og mætter dejligt. Så skal du ikke have lavet fordejen klar, så du kan bage i morgen tidlig?



Husk at deltage i min Giveaway, så kan Rikke Grybergs - Byens bedste brød blive din.

torsdag den 19. januar 2012

Sukkerfri dessertkage



2 i min familie har sukkersyge, så da jeg holdt fødselsdag, skulle også være lidt sødt til dem at slutte middagen på.


Jeg bagte choko-orangebunder af opskriften som du ser nedenfor. Den stammer fra Diabetes foreningens hjemmeside, se selv her

Du skal bruge:
2 æg
50 g sukker (jeg undlod, piskede æggene med sukkererstat. og sørgede for at dejen aldrig stod stille)
200 g hvedemel
3 spsk. kakao
½ tsk. natron
75 g Atwel®, Perfect Fit® eller
andet søde- og bagemiddel
saft og skal af 1 usprøjtet appelsin
1 dl varmt vand
75 g flydende margarine
Pisk æggene grundigt med sukker.
Bland mel, kakao, natron, sødemiddel og reven appelsinskal og pisk det sammen med vand, fedtstof og appelsinsaft
Hæld dejen i en smurt, lille bradepande (ca. 15 x 25 cm) eller en tærteform. Jeg brugte en springform og delte den i to da kagen var HELT kold.
Bag kagen ved 175° C midt i ovnen i ca. 40 min.

Jeg fyldte kagen med en bøtte skyr rørt med friske vanillekorn og smag til med en form for sødeerstatning. Så tog jeg en håndfuld frosne skovbær, gav dem 30 sek. i mikroovnen, lod dem køle og dryppe af, så der ikke var unødig meget saft ved. Bærrene fik en lille tur af en gaffel og blev vendt i skyren som så blev lagt i mellem de to bunder og ovenpå til at pynte af. Det er jo nok ikke lige denne kage man skal pynte fint af med fondant :)

Kagen er rigtig lækker, man kan virkelig ikke smage den er sukkerfri fordi kakaoen og appelsinen smager så fint i gennem.

onsdag den 18. januar 2012

Græskarflutes.og alm. hvide flutes... og lidt om fødselsdagsmiddagen


Her er et lille indlæg med de flütes jeg bagte da jeg holdt min fødselsdag i weekenden. Begge kan varmt anbefales. Se opskrifterne nedenfor.
Desværre må jeg nok erkende, for at tale om noget andet, at jeg ikke har været god til at få taget billeder af alt maden, men lidt er da kommet foran linsen. Men jeg vil lige remse lidt op.

Menuen var:
Forret:
Tunmousse (som min mor lavede - det er hun mester til). Hertil fik vi de lækre flutes jeg fik bagt som du kan se opskrifterne på nedenfor.
Det er faktisk aldrig rigtig blevet serveret hjemme hos mig, for jeg synes det er lidt kitsch, men i barndomshjemmet blev det altid serveret når vi fik gæster. Ja og så må det jo være det med de 25 vintre, der har fået mig til at tænke tilbage.
Hovedret:
Kødet blev lavet på grillen.
Soyamarineret kylling. Opskriften har jeg fra Line og den er altså bare super god. Jeg skar filetterne i tre stykker på langs for nemheds skyld og fordi alle skulle have plads til at smage begge slags kød.
Hvidløgsmarineret svinemørbrad. Opskriften finder du her, og jeg har før omtalt dem her.
Bønnesalat med tomat og mozzarella. Kogte bønner i bunden af et fad. Skivede tomat i et lag ovenpå. Frisk mozzarella smuldres over. tilsidst laver du en lille dressing af fx lidt olie, løg, salt, hvidløg, basilikum eller hvad du nu lige synes smager godt.
Grøn salat
Ovnbagte rødder og rødløg, dyrket i køkkenhaven, krydret med frisk timian, hj.lavet kryddersalt og et skvæt olivenolie - jeg kan godt lide Monini's
Tzatziki - jeg regner med at blogge opskriften i nærmeste fremtid.

Dessert:
Sukkerfri dessertkage - opskrift blogges senere (2 i familien er diabetikere)
Vaniljeis
Råmarinerede skovbær

Nu tilbage til opskrifterne. Græskarflutene er fra MAD! nr. 01.

Flutes med græskarkerner og et sprint spidskommen
3 flotte flütsestænger;)

25 g gær
4 dl lunkent vand
3 tsk salt
2 tsk stødt spidskommen - jeg brugte kun 1
½ spsk sirup
150 g sigtemel ( jeg brugte fuldkorns speltmel)
2 spsk olivenolie
2½ dl grofthakkede græskarkerner
ca. 300 g hvedemel
Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt salt, spidskommen, sirup, sigtemel, olie og græskarkerner og rør godt. Tilsæt hvedemel lidt af gangen til dejen er smidig men ikke for fast. Min fik en tur i min røremaskine, så den blev æltet godt.
Smør en skål med olie og kom dejen deri, læg låg på eller læg film over og lad det hæve natten over eller mindst 6 timer på køl.
Når du vil bage, skal den altså lige ud fra køl ½ time før, så dejen kan vågne op igen.  Jeg hældte dejen direkte fra skålen og ned i min nye flutesform. jeg fik 6 fordi jeg havde lavet dobbelt portion, vi blev jo trodsalt 23 mennesker, som jeg så skar 3 ridser i hver. Lad efterhæve i ½ - 1 time. Pensl flutene med vand og drys med enten mel eller græskarkerne. Jeg valgte, som du kan se, sidstnævnte.
Bages ved 225 grader (alm. ovn) i ca. 20 min. Afkøler på bagerist.


Er SÅ glad for min nye form, synes flutene bliver åh så fine. Minsandten om ikke også jeg fik en mere i fødselsdagsgave, nu har jeg to og det er perfekt:)
Franske Flütes

Det blev også lige til et par almindelige flutes, eller Franske Flütes hedder de vel:) Opskriften har jeg fra Amos Bagebog 2.

Jeg fik dog aldrig taget et billede af dem efter de blev bagt, men gode er de i hvert fald:) Hvis du vil prøve gør du sådan her.

675 g hvedemel
15 g gær
½ l koldt vand
1½ tsk fint salt

Opløs gæren i det kolde vand, tilsæt salt og mel og rør det godt sammen. Det fik hos mig også en god tur i røremaskinen til det var smidig og elastisk. Smør en skål med olie og kom dejen deri, læg låg på eller læg film over og lad det hæve natten over eller mindst 12 timer på køl.
2 timer før du vil bage dem tager du dejen ud fra køleskabet. Da de 2 timer var gået hældte jeg også denne dej direkte fra skålen og ned i min nye flutesform. jeg fik 3, som jeg så skar 3 ridser i hver. Nu lader du dem efterhæve i ca. 45 min. eller til de når dobbelt størrelse.

Bages Forvarm ovnen til 250 grader (varmluft 230 grader) og bag dem først i 8 min. Skru straks derefter ned til 200 grader (varmluft 180 grader) og bag videre i ca. 12 min.
Køler af på en bagerist.

Et lille tip til at få dem ud af formen. Dejen kan godt sætte sig fast i de små huller i formen. Jeg bruger en tefal-venlig palet eller ske som jeg kører et par gange bag på formen. Dernæst banker jeg, stadig på bagsiden med redskabet og vups så er de ude og har en flot form:)

fredag den 10. juni 2011

Tarte au Citron - Brødrene Price med Trin for Trin

Dejen efter køl

Bages blindt (med tørrede ærter, ris eller keramiske bagebønner)
Bag den ved 220 grader i ca. 15 min, derefter ca. 5 min,
hvor staniol og ris er fjernet.
Husk ovnen skal nu køles ned til 150 grader

Citronfyldet efter piskefløden er pisket i

Fyldet er kommet i tærten og klar til 30 min i ovnen,
 som nu er kølet ned til 150 grader

Sukker og vand koges til det er som tynd sirup og let gylden i kanten

Imens piskes hviderne skummende, hvorfor den kogende sukkerlage
 hældes i mens der stadig piskes - skal piskes længe...
Efter 3. tur i ovnen - citronfyldet skal sætte sig.

... så længe af det bliver til marengs;)

Så sprøjtes marengsen på i et fint mønster.
 Start med midten og arbejd dig ud til hver side

Sidste tur i ovnen er under grill til marengsen bliver gyldenbrun.
Opskriften er set i programmet "Sur Sur Sur" af Brødrene Price.
Du skal bruge:Mørdej 250 g mel
170 g smør
70 g flormelis
2 tsk vaniljesukker
1 lille æg
Et lille nip salt

Citron-creme Fileter af 2 citroner
Revet skal af 1 citron
100 g sukker
2 hele æg + 2 blommer (Evt 1 bæger past.)
2 dl fløde


Italiensk Marengs125 g æggehvide (svarer til ca. 3 bæger past.)
200 g sukker
1 dl vand

Sådan gør du:

Resten står under billederne
Til mørdejen smuldres smørret i melet sammen med flormelis, vaniljesukker og salt. Tilsæt ægget og saml dejen hurtigt - den må ikke æltes. Dejen skal hvile en times tid i køleskabet. Så bager man dejen i en passende form "blindt" - det vil sige, man lægger et stykke bagepapir over dejens bund og sider og fylder formen med fx tørrede ærter, så dejen ikke hæver op under bagningen, som foregår ved 220 grader i ca. 15 min. Derpå fjernes ærter og bagepapir og tærten får fem minutter til i ovnen.

Til cremen blendes citronfileterne med skal, sukker, æg og æggeblommer, hvorpå fløden blandes i. Hæld cremen i tærtebunden og bag den ved 150 grader i cirka 30 minutter, eller til cremen har sat sig. Lad tærten køle af.


Afkøl og nyd den med en god dessertvin:) Den har en god citrus-sød smag og en lækker konstistens med den bløde marengs og den sprøde mørdej, som by the way er meget nem at arbejde med.

Mazarinkage med marcipan

Klar til servering med ganache og hele pivtøjet

Denne opskrift har jeg fundet på Kvalimad. Der er to fremgangsmåder en manuel og en i foodprocessor. Jeg brugte sidstnævnte metode, men tror jeg vil røre den i hånden næste gang, for at den bliver mere svampet og mere marcipan ville efter mine smagsløg ikke skade. Jeg havde ikke lys chokolade så jeg lavede dobbelt op på den mørke. Det vil jeg ikke råde andre til, da den for kraftige chokoladesmag tager magten fra selve kagen.
Lidt friske jordbær til ville altså ikke være så tosset.

Klar til ovnen

Færdigbagt

fredag den 20. maj 2011

Dagen før St. Bededag er hjemmebagte-hveder-dag

Uhh ha vi har haft mange mennesker til hveder - vel omkring 15 vil jeg tro og alle de der ville (flertallet) fik et par hveder med hjem til morgenmad i morgen. Jeg havde nemlig bagt 3 forskellige slags hveder; 1 grov udgave og 2 slags almindelige. I alt blev det til 55-60 store hveder. Ved faktisk ikke hvilke der var bedst for de var alle gode på hver deres måde - hovedet på bloggen ville det nok være den fra idenyt, men som en grov variant denne altså et rigtig godt bud:).
Jeg har brugt disse 3 opskrifter:

Idenyt - fundet hos Birthe - Newyorkerbyheart. Jeg bagte dobbeltportion
Hveder ala Lagkagehuset - også fundet hos Birthe- Newyorkerbyheart:) Jeg bagte dobbeltportion
Grove hveder - fundet hos Den lille Kage


Billeder af Idenyt hvederne:

Klar til hævning


Klar til ovnen

Færdigbagte


Billeder af Lagkagehuset hvederne:

Hæver ikke lige så meget som man tror

 
Til afkøling  på rist


Færdigbagte

Billeder af de grove hveder:

Sat til sidste hævning

Efter hævningen - klar til ovnen efter lidt æg på toppen

Færdigbagt - flotte og luftige